Nu slår uret igen i Anchers Hus
anchers hus
Der er sket noget ganske særligt i Anchers Hus. I den venstre stue er et gammelt ur vendt tilbage efter, at det forsigtigt er blevet hentet og taget under kærlig behandling.
Efter mange års stilhed skulle det igen vækkes til live.
Uret er omkring 300 år gammelt. Det er et engelsk, sortmalet ur, og selvom det har haft sin plads i Anchers Hus i mange år, ved vi faktisk ikke, hvordan det oprindeligt fandt vej til Skagen. Måske kom det med havet. En sandsynlig forklaring er, at uret er vraggods: et af de mange spor, som Skagens dramatiske søfartshistorie har efterladt sig.
Det står i dag i den venstre stue, og meget tyder på, at det har stået netop dér, siden Anna og Michael Ancher flyttede ind. Det samme gælder meget af møblementet i huset. På gamle fotografier kan man se uret på sin plads, og når man kigger ned på gulvet, afslører en lille detalje noget om dets historie: Lakken omkring uret følger dets placering. Som om huset selv har sat en ramme om det.

Urmageren bag arbejdet er Søren Andersen, som har mange års erfaring med historiske ure og konservering. Han afsluttede sin urmageruddannelse i 1974 og uddannede sig siden på Konservatorskolen ved Det Kongelige Danske Kunstakademi i København.
Da Søren Andersen tidligere på året trådte ind i stuen, var det ikke første gang, at han stod over for det gamle ur. Tværtimod. Han så det for mange årtier siden, da han netop var begyndt i lære som urmager. Nu stod han igen foran det. Denne gang med et langt arbejdsliv og en næsten livslang erfaring med ure i bagagen. I 17 år var han hofurmager for kongehuset, og han har blandt andet serviceret uret på Rådhuspladsen i København. Det er de erfarne hænder, der meget nænsomt har skilt uret ad, pudset og skruet for at passe på en genstand, der bærer sin egen historie med sig.
Med til arbejdet har han haft sin nyuddannede urmagersvend, og sammen gik de omhyggeligt til værks, da uret igen blev placeret på sin faste plads i hjørnet ved sofaen. Her blev det omhyggeligt gået efter og trukket op, inden den historiske lyd af det store klokkeværk igen kunne lyde over Anchers Hus. l
Det gamle ur skal nu trækkes op én gang om ugen, så lodderne igen kan komme til tops. Derefter kan værket fortsætte sin langsomme bevægelse, præcis som det har gjort i århundreder.
Det smukke ur kan opleves i Anchers Hus til og med efterårsferien.