Michael Ancher

Info
Michael Ancher var på mange måder den eksemplariske skagensmaler. Han kom udefra og bar den fremmedes blik, men blev en del af Skagen på en måde, som næsten ingen anden af koloniens kunstnere. Gennem sit værk, men også sit levede liv, var han med til at forme fortællingen om Skagen og ikke mindst om menneskene, der levede og arbejdede ved havet.
Michael Ancher blev født på Bornholm i 1849. Som ung rejste han hjemmefra, og i 1871 flyttede han til København og begyndte på Kunstakademiet. Her mødte han både den klassiske undervisning og de nye strømninger i nordisk kunst, men det var først, da han i 1874 rejste til Skagen, at han fandt sit egentlige motiv og sit kunstneriske ståsted.
På dette tidspunkt var Skagen stadig en isoleret fiskerby langt fra landets kulturelle centrum. Michael Ancher blev dybt fascineret af stedet og af fiskernes liv. Han indlogerede sig på Brøndums Gæstgiveri, hvor han mødte Anna Brøndum. Forholdet til Anna fik afgørende betydning for resten af hans liv. De blev forlovet i 1877, gift i 1880, og sammen blev de et naturligt samlingspunkt for den kunstnerkoloni, der voksede frem i Skagen gennem 1880’erne.
Michael Ancher fandt flere af sine motiver blandt fiskerne og redningsmændene. Hos Michael Ancher bliver fiskerne ikke blot skildringer af et lokalt erhverv, men billeder på fællesskab, styrke og menneskelig værdighed. Samtidig er hans kunst tæt forbundet med det moderne gennembruds interesse for almindelige menneskers liv og arbejde. De mennesker, som tidligere sjældent havde været hovedmotiver i kunsten, træder hos Michael Ancher frem med alvor.
I 1880 fik Michael Ancher sit store gennembrud med Vil han klare pynten?. Billedet viser en gruppe fiskere, der står på kysten, og værket blev hurtigt opfattet som et stærkt billede på fiskernes farlige arbejde. I Den druknede fra 1896 er det gået galt, og Michael Ancher skildrer druknedøden med stor alvor og tyngde. Værket står tilbage som et monumentalt lærred, som først og fremmest møder sin beskuer med en knugende og tavs sorg. I Juledag 1900 fra 1903 vender Michael Ancher blikket mod sin familie, som er et tilbagevendende motiv gennem hans værk. Det store gruppeportræt af familien Brøndums tre generationer af kvinder viser en anden side af hans kunst, hvor fællesskabet og det nære liv får samme værdighed og plads som fiskernes arbejde ved havet.
Michael Ancher var med til at grundlægge Skagens Museum og blev museets første formand. Han døde i Skagen i 1927, året før museumsbygningen stod færdig. Sammen med Anna Ancher skænkede han en stor del af sine værker til museet. I dag regnes Michael Ancher som en af de centrale skikkelser i dansk kunsthistorie og som den kunstner, der mere end nogen anden formede billedet af Skagens fiskere og livet ved havet.