Hvad kunstnerne kunne og hvad kunstnerne kan

Små glasskulpturer pryder bordene i Skagens Museums nyåbnede café. De er mundblæst af Emma Mercedes Riis, der i foråret åbnede Ena Strand Gallery i Skagen.

Emma Mercedes Riis
Emma Mercedes Riis arbejder primært i varmt glas. Med fokus på temaer som identitet, forholdet til samfundet og bevidsthed, fremstår glas som et smukt materiale med sine transparente og skrøbelige egenskaber.

 

Ena Strand Gallery ligger lige imellem historien og nutiden. Galleriet er placeret mellem Skagens Museum og Anchers Hus, men samtidig midt på den vej, der forbinder Grenen med Skagens gågade. Og ligesom kunstnerne i 1880’ernes Skagen samledes i et kunstnerfællesskab, samler Riis yngre samtidskunstnere, der på forskellige måder arbejder med det nordligste Vendsyssel.

”Jeg håber, at folk besøger museet for at opleve, hvad kunstnerne kunne, og at de bagefter kommer herover for at se, hvad kunstnerne kan,” siger Riis.

Denne sommer pryder hendes glas Skagens Museums nyåbnede Museumscafé, og både Riis og hendes glas er kommet hjem. Riis er uddannet glaspuster fra Riksglassskolan i Sverige og University of Sunderland, men hun er vokset op i Tversted, hvor hun igen har slået sig ned.

”Jeg kunne ikke lave det, jeg laver, andre steder,” siger Riis. ”Det er ikke sådan, at jeg 1-1 er inspireret – at jeg ser en blomst og tænker: ’Den farve skal den næste Edda-vase have!’. Men Vendsyssel giver mig et eksistentielt velbehag, der er godt for mit arbejde.”

 

Edda vaser
Edda-vasen er én af Emma Mercedes Riis’ signaturer

 

Edda
Edda-vasen er én af Riis’ signaturer, og det er den, der pryder bordene i Museumscaféen på Skagens Museum hen over sommeren. Den kan købes i Ena Strand Gallery på Sankt Laurentii Vej 4b i Skagen og på enastrand.com.

Hvordan blev Edda-vasen til?
”Idéen til Edda-vasen opstod ud fra et ønske om at inkorporere noget fra naturen og mit hjemsted i mit glas. I en periode lavede jeg nogle vaser med sand på, og Edda-vasen er en videreudvikling af det.

Når man blæser glas, bruger man træ til at forme glasset. Hvis man for eksempel blæser vinglas, formes det ofte i en træform. Når jeg laver Edda-vasen, samler jeg drivtømmer fra strandene i Vendsyssel, og sætter det sammen til en blæseform. Det er det, der giver glasset formen og strukturen.

Og så er vasen opkaldt efter min gode, norske ven Edda, som er meget kærlig og favnende. Jeg arbejdede på, at Edda-vasen skulle kunne favne alle typer og mængder af blomster af den grund. Og så blæste jeg faktisk den første vellykkede prototype på Eddas fødselsdag.”

Hvad kan Edda-vasen?
”Jeg synes jo, at den kan lidt af det hele. Den lille er virkelig fed til de der små blomster, man plukker på vej ned til stranden eller på en aftensgåtur. Den mellemstore passer rigtig godt til en havebuket, men den kan også sagtens bare holde en enkelt stilk eller ligefrem en professionel, klassisk bundet buket. Samtidig kan den fungere helt selvstændigt som glasskulptur.”

Hvordan har du det med, at Edda-vaserne nu står i Museumscaféen?
”Jeg glæder mig meget til at opleve at gå igennem museet, ind igennem Brøndums Spisesal, og så videre ind i caféen og så… Så står de der. For museet er et særligt sted.

Lige så snart man beskæftiger sig med kunst i Skagen, bliver man tvunget til at forholde sig til skagensmalerne. Ikke, at der ikke er en Poul Anker Bech i Hjørring, men skagensmalerne viser os bare stadig meget direkte, hvordan man kan leve langt mod nord. Både min far og min kæreste arbejder på havet, og jeg forholder mig til æstetikken heroppe – det er havet og kunsten. Så jeg arbejder ikke direkte i forlængelse af skagensmalerne, men de informerer alt det, der er findes i mit liv heroppe. Mit arbejde handler også om at udvise en respekt for det sted, jeg kommer fra. Vi kan vise den samme kvalitet, der var her for 150 år siden – jeg vil gerne vise, at vi har taget den med os.”